fredag den 23. november 2012

Playstationkage

 
 
 
Her er den seneste kage til en kollegas søn. Den er til 12 pers. og indeholdt lyse bunde med hvid chokoladecreme samt brombærmousse. Alt overtræk og pynt er lavet af fondant.
 

søndag den 4. november 2012

Lego Ninjago kage



Når man bliver 4 år, så er Lego Ninjago noget af det fedeste - så derfor skulle Sander også have en Ninjagokage til hans fødselsdag.
Kagen er chokoladekage lagt sammen med mild ananas/appelsin mousse. Pyntet med hvid fondant. Legokoldserne er lavet i en silikoneform, som jeg har købt over nettet på Amazone, de er lidt store i det klodserne, og jeg ville egentlig gerne have haft den originale Lego silikoneform, som man kan købe i Legoland, men den må jeg så købe når de åbner igen til næste år.

Cakepops



De her cakepops er lavet til en drengefødselsdag i børnehaven. De er lavet med chokoladekage som er smuldret og blandet med Ultimate chocolate frosting. Trillet til kugler og sat på pinde (har brugt cookie sticks fra Wilton). Pyntet med Candy melts i blå,grøn og hvid. Og så forskelligt krymmel.
Holderen er lavet af en gaveæske fyldt med flamengo og så er der lavet huller i og pakket ind i gavepapir.

Nougat Cupcakes



Den her opskrift på nougat cupcakes har jeg fundet på Odense Marcipans webside, de er virkelig gode og svampede uden at være klæge, de skal bestemt bages igen.
Faktisk er de bagt til de søde skraldemænd, der kommer og tømmer containerne her hvor jeg bor, jeg håber de synes de smagte lige så godt, som jeg - ja jeg var jo nødt til at prøvesmage ;-)


12 stk.
50 g smør
150 g sukker
125 g ODENSE Blød Nougat
2 æg str. M/L
125 ml mælk
125 g hvedemel
1 ½ tsk. bagepulver
Nougat topping
200 g flormelis
1 spsk. kakao
75 g ODENSE Blød Nougat
50 g blødt smør
Ca. 2 spsk. mælk
 
Rør smør, sukker og nougat cremet. Pisk æggene i et ad gangen og pisk dernæst mælken i. Vend hvedemel og bagepulver i dejen og fordel dejen i muffinformene.
Bag kagerne ca. 20 min. ved 200° C og afkøl på bagerist.
Bland flormelis og kakao og smuldr nougat samt smør i blandingen. Pisk det først ved lav hastighed og tilsæt mælken lidt ad gangen .Pisk til det er let og luftigt, mindst 5 min.

Pynt kagerne med nougattopping.
Jeg havde selv lavet små blomster som de også blev pyntet med sammen med små lyserøde sukkerperler.


tirsdag den 28. august 2012

Cake pops


 
Endnu en gang har jeg forsøgt mig med Cake Pops og jeg synes faktisk de her blev ret yndige. Jeg må indrømme at jeg synes der er utroligt meget forarbejde for et så relativt lille resultat, men på den anden side, ja så hyggede jeg mig meget med at stå og pynte dem.
De er jo lavet ved først at bage en kage og så smuldre den, hvorefter jeg har iblandet UCF indtil en konsistens som man kan trille kugler af. Kuglerne er så kommet på køl og herefter har jeg dyppet pindene i chokolade og sat i kagerne. Så en tur på køl igen og så er de overtrukket med candymelts og pyntet med forskelligt krymmel. Man kan sagtens bruge rester fra kage, fx så fryser jeg altid rester ned, hvis jeg har lavet en 3D kage som fx en traktor, hvor der skal skæres meget fra for at få den i facon. 
 
 
 

 


 
 

 



Kørekortkage



Mit ældste bonusbarn Casper er lige blevet 18 år og han holdt fest og hvorfor ikke fejre det med en kørekortkage, når nu han er ved at tage kørekort... Han havde selv ønsket fyldet, som er jordbærmousse og daimcreme og hvide lagkagebunde. Den smagte super godt og jeg tror også den vakte begejstring hos fødselaren. Kagen var temmelig stor, faktisk til 36 pers. og kunne kun lige akkurat være i køleskabet :-)

Endnu en traktor

Min yngste søn Louie blev 2 år her i August og han havde jo set den traktor jeg havde lavet tidligere, og var helt vildt betaget af den, så selvom jeg syntes tiden var knap måtte jeg jo igang med at lave en traktor til ham også: Den blev færdiggjort ud på den små timer og den blev altså ikke helt som den første traktor jeg lavede, men denne her skulle nu også være noget mindre, faktisk var det kun til dagplejeren og de tre små legekammerater derfra. Den indeholder banankage lagt sammen og smurt op med UCF.

lørdag den 11. august 2012

Bådkage




Endnu et lille indlæg, denne gang med en båd som tema. Selve kagen er lavet af lyse lagkagebunde (skulle have været chokoladekage, men det glemte jeg så lige i farten). Fyld af hindbærmousse og chokoladecreme. Jeg havde fået ret nøjagtige dessiner angående båden, så det var lidt af en udfordring, som lige skulle have en nøje udtænkt plan. Og planen blev så RKT - altså rice krispies treat, som selve båden er lavet af.

Opskriften er som følger:
100 g. smør
250 g. skumfiduser
175 g. rice krispies (altså morgenmads produktet)

Smøret smeltes og forsigtigt smeltes skumfiduserne heri, jeg brugte en stor gryde på laveste blus, men vandbad er nok at foretrække. Når fiduserne er smeltet blandes morgenmadsproduktet i og massen blandes godt. Jeg hældte den herefter ud på et stykke bagepapir og begyndte så at forme båden. Det gik faktisk forbavsende let og var ikke svært og klistret at arbejde med som jeg ellers kan se nogen skriver.
Herefter stillede jeg båden på køl indtil den var fast nok til at kunne smøre op. Til dette formål brugte jeg alm. smørcreme.
Båden havde jeg egentlig også lavet et Dannebrogsflag til ud af fondant, men pga varmen og fugtigheden i luften når båden kom ind og ud af køleskabet, endte flaget med at gå fra hinanden, så et lille papirsflag måtte på som erstatning.


















søndag den 5. august 2012

Traktor kage





Den her traktor har bare været så sjov at lave og selvom det har været et stort arbejde var det en fed udfordring. Jeg havde ikke nogen model at kigge efter, så det er blevet sådan lidt efter hvad jeg har kunnet google mig til og så hvordan jeg lige synes en traktor ser ud. Det har været sjovt at se, hvordan den blev mere og mere fuldendt, efterhånden som sidespejle osv. kom på. Jeg har faktisk også lavet et John Deere logo, men det sidder bagpå og kom atså ikke lige med på billedet.
Den er opbygget med chokoladekage der er lagt sammen med ultimate chocolate frosting. Herefter har den været en tur på køl og så er den skåret til i facon og til slut overtrukket med fondant.






Swimmingpool kage

Så er jeg tilbage efter en dejlig sommerferie. Her har vi en feriekage med egen swimmingpool :-) Den er til 12 pers. og med helt klassisk fyld af Tobleronecreme og skovbærmousse. Til opsmøringen har jeg brugt Ultimate chocolate frosting, som jeg virkelig elsker smagen af, og selvom det måske ikke stivner helt så godt op som alm. smørsceme er det stadig mit foretrukne til opsmøring pga smagen.


tirsdag den 19. juni 2012

Fødselsdagskage



I anledning af min fars 60 års fødselsdag lavede jeg den her kage med orkideer (det var nogle jeg havde lavet på et kursus i sukkerblomster i forrige uge). Bogstaver og borten forneden er lavet på min Cricut og efterfølgende malet med spiseligt guldmaling. Selve kagen er overtrukket med mørk chokoladeganache, da jeg var udgået for fondant - men mums sådan en chokoladeganache smager jo også godt. Selve kagen bestod af en mandelkage som nederste bund og to lyse lagkagebunde. Et lage hvid chokoladeganache og et lag skovbærmousse. Det var altså en lækker kombi, især med bunden som jeg havde lavet med grofthakkede mandler, så der var lidt "bid" i den. Men det der med at smøre kagen op, så den er fuldstændig perfekt uden spor i ganachen det er altså svært synes jeg.....


Fodboldtrøje - FC Barcelona


En kage til Lau som blev 10 år og er vild med FC Barcelona. Det er chokoladekage lagt sammen med UCF.

Fødselsdagskage med orkideer




Denne kage er blevet udsat for endnu et forsøg på at lave sukkerblomster - nærmere betegnet phalaenopsis orkideeer, og nøj hvor de dog stadig kan drille mig. Jeg var ellers på et kursus i at lave sukkerblomster og her lavede vi også en okidé men det var en anden type, som er noget nemmere at arbejde med, så jeg blev ikke bedre til at lave den her type - som jeg altså synes er pænest. Nå men øvelse gør jo som bekendt mester, så jeg må bare igang igen.
Kagen er til ca 12 pers. og det er mandelbunde lagt sammen med skovbærmousse og chokoladecreme. Overtrukket med fondant, pyntet med orkideer lavet i gumpaste og afsluttet med silkebånd.

søndag den 6. maj 2012

Konfirmationskage


 


Her en kage fra i dag til Amalie som er blevet konfirmeret. Den er med lyse lagkagebunde, hindbærmousse og chokoladecreme. Smurt op med UCF og overtrukket med fondant. Kagen er til 28 pers.

Afskedskage

Har ikke haft tid eller overskud til at uploade det her billede før nu selvom det er fra sidste uge, havde lige et halvmarathon jeg skulle have overstået først...Men her kommer så billeder af en kage til en rigtig god kollega som er gået på efterløn. Fik selvfølgelig ikke lige taget billeder før jeg havde pakket den ind i celofan.
Det kagen skal illustrere er at vi som sygeplejersker på afdelingen er temmelig frustrerede over han rejser, fordi han altid er den vi ringer til når vi har problemer med dialysemaskinerne, depotvarer eller har et problem der skal løses. Selve kagen forestiller en dialysemaskine og er lavet af chokoladekage lagt sammen med UCF. Den er stablet i 4 lag og blev temmelig tung :-) Det er sjovt som jeg bliver mere og mere glad for at prøve kræfter med at modellere figurer, det er en udfordring at få dem til at få ansigtsudtryk osv.

mandag den 9. april 2012

Pebersvend





Lige endnu en kage her i påsken. Som det forhåbentlig også fremgår af kagen er det til en pebersvend, der elsker fodbold. Alt pynt er lavet i fondant. Den indeholder appelsinmousse (opskriften ligger i det forrige indlæg) og chokoladecreme samt lyse lagkagebunde. Og den rækker til ca 14-16 pers.

søndag den 8. april 2012

Mandelkage med friske bær og påskecupcakes




I anledning af påsken holdt vi en familiekomsammen, hvor jeg havde lovet at tage kage med. Jeg lavede både en lækker mandelkage med creme og friske bær og den smager bare så skønt, det er en opskrift jeg engang har fået af min rigtig gode veninde. Og så havde jeg også lavet chokolade cupcakes med appelsinmousse og da det nu var påske og jeg også skulle arbejde, ja så havde jeg lavet en dobbeltportion så vi også kunne mæske os i kage på arbejdet :-)

Opskrift på Mandelkagen ( ca 8-12 stykker)
Bund
200 gr sukker
3 store æg
200 gr mandler
Sukker og æg piskes til en tyk creme. Mandlerne hakkes fint (eller put dem en tur i blenderen, det fungerer fint) vendes herefter i cremen.
Klip et stykke bagepapir til (springform ca 24cm) og smør bagepapir og sider med fedstof. Hæld dejen i formen og bag den ved 175 grader i 30-35 min. Lad kagen blive kold i formen på en rist.

Creme
1½ dl piskefløde
1 spsk flormelis
korn af en stang vanille
1½ dl creme fraiche
Pisk fløden til skum. Bland flormelis og vanillekorn og vend det i flødeskummet sammen med creme fraiche. Fordel cremen på den kolde kage. Fordel bær efter eget ønske på kagen inden serverign og pynt evt med myntheblade.


Appelsinmousse (nok til et lag i en kage eller 15 cupcakes)

2½ dl. piskefløde
½ dl sukker
2 dl appelsin yoghurt
1 stor appelsin (saften heraf)
4 blade husblas

Fløden piskes til skum. Yoghurt og sukker piskes i en anden skål til sukkeret er opløst. Husblas udblødes i koldt vand og smeltes sammen med saften fra appelsinen. Appelsinsaft og husblassen røres i yoghurtblandingne og herefter vendes flødeskummet i. Stilles på køl min. 4 timer.

Opskriften på chokoladecupcakes er lånt fra Annettes kager, de er super lækre og jeg vender tilbage til den her opskrift igen og igen.





mandag den 26. marts 2012

Så spiller det....

Musikkage



Her i weekenden lavede jeg to kager, den ene er den her kage, hvor der var ønske om en orange kage med guitar, trommesæt og keyboard og tekst i en form for skråskrift samt noder på siden. Så den kunne vel ikke se meget anderledes ud?? I hvert fald er de her min fortolkning :-) Det var ret sjovt at lave instrumenterne, men jeg måtte hente hjælp på Google og hos min mand, for jeg aner ikke selv noget som helst om, hvordan nogen instrumenter ser ud, det er ikke der jeg har mine evner ;-)
Kagen indeholder efter ønske: jordbærmousse med friske jordbær i, samt et lag vanillemousse og så chokoladebunde.
Og ja den anden kage jeg lavede har jeg ikke billeder af, jeg glemte simpelthen at tage billeder af den, øv øv. Syntes nemlig selv den var så fin i lyse forårsfarver med masser af blomster.

søndag den 18. marts 2012

Tøsekage




En af veninderne fra mødregruppen skulle til tøsefødselsdag og ville gerne have en kage med som gave og det skulle være til en der elsker tøj, og det blev altså transformeret om til denne kage. Som i øvrigt er til 10 pers. med lyse lagkagebunde og hindbærmousse samt chokoladecreme.

Tænkte lidt på om ikke jeg skulle skrive opskriften på de lagkagebunde, for de er simpelthen gået hen og blevet mine yndlings. Dels fordi de er lette at lave men også fordi de jo smager godt og er helt fantastisk lette og luftige. For en god ordens skyld vil jeg lige nævne at de er fundet på Himmelske kager som jeg synes er en fantastisk blog.

Lagkagebunde, 20 ø rund form

5 æg
120 gr sukker
100 gr hvedemel
1½ spsk kartoffelmel
1 tsk bagepulver

Æggene deles i hvider og blommer. Hviderne piskes stive. Blommer og sukker piskes lyst og luftigt. Hvedemel, kartoffelmel og bagepulver blandes og sigtes i blommerne. Herefter foldes hviderne i dejen. Fordels i en form, beklædt med bagepapir i bunden men ikke siderne (så bliver kagen flot og høj hele vejen rundt og ikke kun på midten).
Bages ved ca 40 min ved 175 grader. Når den er afkølet deles den i 3.

Opskriften på hindbærmousse får i også lige (nok til et lag i en lille lagkage ø20)

150 gr hindbær (frosne fungerer fint)
2 spsk sukker
2 blade husblas
1/4 l. piskefløde
evt. kornene fra 1 stang vanille

Husblas udblødes i koldt vand. Hindbær og sukker og evt. vanille gives et hurtigt opkog, og når de er taget af varmen smeltes husblasen direkte heri. Fløden piskes til let skum og de let afkølede hindbær røres i flødeskummet. Pas på ikke at røre for meget, da moussen så let vil skille. Skal stivne et par timer i køleskab inden den kan kommes i en kage, men hvis du samler kagen som jeg gør i en form, så kan den kommes i med det samme, da siderne jo holder moussen inde.

 Opskrift på chokoladecreme

200 gr lys chokolade fx Toblerone. Mørk chokolade kan også anvendes, brug da evt kun 170 gr.
1/4 l. piskefløde

Fløden piskes til skum. Chokoladen smeltes (jeg bruger mikroovn og kun få sek. ad gangne og så rører jeg til chokoladen er smeltet), pas endelig på den ikke bliver for varm og brænder på, så kan det ikke reddes. Kan også smeltes over vandbad.
Chokoladen røres i flødeskummet og cremen er færdig og kan fyldes i kagen. Nok til et lag i en alm lagkage.





Blog Award

Jeg har fået en blog award og hvor er det fedt at vide at der er nogen derude, der har lagt mærke til min blog og interesserer sig for det jeg blogger om. Jeg har fået awarden af Art´s Cakeparadise - tusind tak.
Og så må jeg med skam tilføje at jeg faktisk er blevet tildelt awarden en gang tidligere, uden dog at gøre noget ved det, grundet nogle omstændigheder med en ødelagt computer m.m. Men dengang fik jeg den af Kager med mere - tusind tak til dig også. Så nu vil jeg så svarer på spørgsmålene og sende awarden videre.

Awarden fungerer på den måde:

Man skal linke til den, som man har modtaget awarden af
Man skal sende awarden videre til 5 andre bloggere, der har færre end 100 faste læsere
Man skal svare på 5 spørgsmål

Og så til spørgsmålene:

1. Hvorfor begyndte du at blogge? Jeg startede min blog fordi jeg gerne ville have et "sted" at dele billeder, tanker og ideer i forhold til min hobby - kager. Jeg synes det er rart at have et sted der er forbeholdt kager, så kan dem der har interesse i det følge med. Og så har jeg selv haft stor glæde af at kigge med på forskellige blogs og hente inspiration og ideer.

2. Hvilke blogs følger du? Jeg følger mest kage/bageblogs da det er her min interesse ligger.

3. Favorit farve? Ja det var svært, der er flere og det skifter lidt fra tid til anden, men lige nu er det. Limegrøn, turkis, pink.

4. Favorit film? Jeg er ikke ret interesseret i film, så det er svært, men uanset hvilken film, så bliver den bedre af at blive set i biografen.

5. Hvilke land(e) drømmer du om at besøge? USA og Sydamerika kunne jeg godt tænke mig at besøge.

Jeg sender awarden videre til:

Momses-univers
Kageverden
Kager med mere
Kageleg
Trylleæblet




søndag den 11. marts 2012


Det er ikke så tit jeg laver kager til mænd, og jeg var lidt i tvivl om jeg mon nu ville få lavet den for "tøset". Jeg havde fået at vide at den ikke skulle være alt for spraglet eller pyntet, så det var jo lige med at finde en balance mellem simpelt og stadig pænt. Jeg valgte at lave den en lys blå (kan ikke rigtig ses på billedet) og så sort og så en hvid anemone og "navneskilt". Jeg forsøgte at gå efter det elegante look og brugt min cricut til at lave snirklerne. Kagen var helt klassisk med lyse lagkagebunde og så en hinbærmousse og en chokoladecreme. Til 10 pers.

Dinokage

Vi var inviteret til min mands nevøs 10 års fødselsdag i Dinos legeland og jeg skulle levere kagen, som jo selvfølgelig skulle være med dinoer. Jeg fik lyst til at lege lidt med min Cricut, så den har skåret dinoerne ud for mig, og for en gang skyld, så synes jeg faktisk det var rimelig nemt at få maskine og fondant til at arbejde sammen. Og jeg beklager virkelig billedkvaliteten, havde glemt at tage billeder af kagen hjemmefra, så det blev klaret med mobilen.


fredag den 2. marts 2012

Logokage


Så har jeg været igang igen og denne gang er det en kage til en der havde jubilæum i ja... Gambro. Så der skulle både være logo på og noget der var karakteristisk for det vedkommende arbejder med. Kagen er en chocolate mudcake og så lagt sammen med limecreme, jeg brugte en opskrift fra kagekonen til selve kagen og nu fik jeg så ikke selv mulighed for at smage den, men den så lækker ud og tilbagemeldingerne lød på at den var lækker, så den opskrift skal helt sikkert prøves igen til eget forbrug.

mandag den 13. februar 2012

Roser og orkideer

Jeg er helt stolt af mig selv - for det som jeg længe har villet lave, men ikke helt turde kaste mig ud i, ja det fik jeg gjort og jeg blev rimelig godt tilfreds med resultatet. Vi snakker her om kunsten at lave sukkerblomster, og de få gange jeg har prøvet at lave roser, er det gået ok, men ikke blevet rigtig godt, men denne gang havde jeg viljen og tålmodigheden. Og det skyldes alt sammen at min moster, der bliver 70 i dag, gerne ville have en kage til hendes fest og den skulle være med lyserøde roser og hvide orkideer med gult i. Og hun må jo have troet på at jeg kunne, for jeg synes da selv det var lidt af en udfordring, men jeg tog kampen op - heldigvis.
Jeg købte en udstikker til bladene på orkideen, men hold da op, hvor er der lang vej fra man har stukket formen på bladene ud og så til de rent faktisk ligner en blomst. Der er utroligt meget arbejde i at bearbejde bladene så de ser livagtige ud og så få dem sat på en blostertråd og til sidst samle alle delene.
Jeg manglede lidt en "how to" video undervejs eller noget andet hjælp, så måske skal jeg selv forsøge mig med en how to guide, når nu jeg er blevet lidt bedre til at lave de der orkideer.
Selve kagen er til 30 pers. og fyldt med limemousse og chokoladeganache, den er også smurt op med chokoladeganache og overtrukket med fondant. Pyntet med små sløjfebånd, både på kagen og kagefadet.



onsdag den 4. januar 2012

Krible Krable


Min søn William blev 3 år her i december og det eneste han blev ved med at sige han ville have når gæsterne kom, ja det var en edderkoppe-kage. Altså ikke Spiderman, men rigtige edderkopper, så derfor fandt jeg på disse små kryb. Trods det enkle design, så tog de faktisk lang tid at lave, dette grundet flere ting. Dels så er de pyntet med Ultimate chocolate frosting som er sprøjtet ud med en græstylle, og der skal dæleme nogle kræfter til, for frostingen skulle jo også gerne være stiv nok til at stå op, så det lignede rigtig pels, eller hvad sådan nogle kryb nu er behåret med. Dels så skulle de jo have det rette antal ben for en edderkop, så der skulle godt nok bruges meget colasnøre og så skulle de jo også gerne stritte i den rigtige retning, benene altså, så det tog også noget tid.
William selv hjalp med at sætte øjnene på - derfor det lidt uens look hos nogle af de små banditter.
Men kagerne smagte fantastisk det er lavet efter en opskrift, jeg har set her: http://www.annetteskager.com/2010/04/chokolade-cupcakes-med-ultimate.html

Pizza a la banankage

Min mands søn Magnus blev 10 år i december, og i den anledning havde jeg lavet denne surprice til ham. En banankage med chokoladestykker i og pyntet som en pizza. Vi bildte ham ind at vi havde tabt den rigtige fødselsdagskagen og havde købt en pizza i stedet og det gik først op for ham da gæsterne spiste af kagen, at det i virkeligheden slet ikke var en pizza men en kage, hi hi.....
Tomatsaucen er lavet af vanillesmørcreme med rød farve. Underneden havde jeg smurt med et lag smeltet chokoldade og ladet køle helt af inden smørcremen kom på. Pynten er lavet af hhv. marcipan og fondant. "osten" er lavet af revet hvid chokolade. Til slut kom kagen 2 min. under grill inde i ovnen, for at gøre "saucen" mere flydende og smelte "osten", så pizzaen blev mere autentisk at se på. Og hele ideen er tyvstjålet fra noordinarycake.blogspot.com som har lavet en super fin en af slagsen - tak for ideen :-)