torsdag den 15. maj 2014

Længe længe siden sidst....

Der har været en lang lang pause på bloggen og også i det virkelige liv mht kager. Det personlige overskud har simpelthen ikke været der til kage projekter, da jeg nu er blevet alene med mine to dejlige drenge.
- Men nu synes jeg at jeg kan ane lyset for enden af tunnelen og lysten til at komme i gang med kreativiteten igen er så småt ved at vende tilbage 😃
Der har da også været et par små projekter indimellem, bl.a den her dåbskage og for en god ordens skyld må den hellere komme op på bloggen også.

fredag den 23. november 2012

Playstationkage

 
 
 
Her er den seneste kage til en kollegas søn. Den er til 12 pers. og indeholdt lyse bunde med hvid chokoladecreme samt brombærmousse. Alt overtræk og pynt er lavet af fondant.
 

søndag den 4. november 2012

Lego Ninjago kage



Når man bliver 4 år, så er Lego Ninjago noget af det fedeste - så derfor skulle Sander også have en Ninjagokage til hans fødselsdag.
Kagen er chokoladekage lagt sammen med mild ananas/appelsin mousse. Pyntet med hvid fondant. Legokoldserne er lavet i en silikoneform, som jeg har købt over nettet på Amazone, de er lidt store i det klodserne, og jeg ville egentlig gerne have haft den originale Lego silikoneform, som man kan købe i Legoland, men den må jeg så købe når de åbner igen til næste år.

Cakepops



De her cakepops er lavet til en drengefødselsdag i børnehaven. De er lavet med chokoladekage som er smuldret og blandet med Ultimate chocolate frosting. Trillet til kugler og sat på pinde (har brugt cookie sticks fra Wilton). Pyntet med Candy melts i blå,grøn og hvid. Og så forskelligt krymmel.
Holderen er lavet af en gaveæske fyldt med flamengo og så er der lavet huller i og pakket ind i gavepapir.

Nougat Cupcakes



Den her opskrift på nougat cupcakes har jeg fundet på Odense Marcipans webside, de er virkelig gode og svampede uden at være klæge, de skal bestemt bages igen.
Faktisk er de bagt til de søde skraldemænd, der kommer og tømmer containerne her hvor jeg bor, jeg håber de synes de smagte lige så godt, som jeg - ja jeg var jo nødt til at prøvesmage ;-)


12 stk.
50 g smør
150 g sukker
125 g ODENSE Blød Nougat
2 æg str. M/L
125 ml mælk
125 g hvedemel
1 ½ tsk. bagepulver
Nougat topping
200 g flormelis
1 spsk. kakao
75 g ODENSE Blød Nougat
50 g blødt smør
Ca. 2 spsk. mælk
 
Rør smør, sukker og nougat cremet. Pisk æggene i et ad gangen og pisk dernæst mælken i. Vend hvedemel og bagepulver i dejen og fordel dejen i muffinformene.
Bag kagerne ca. 20 min. ved 200° C og afkøl på bagerist.
Bland flormelis og kakao og smuldr nougat samt smør i blandingen. Pisk det først ved lav hastighed og tilsæt mælken lidt ad gangen .Pisk til det er let og luftigt, mindst 5 min.

Pynt kagerne med nougattopping.
Jeg havde selv lavet små blomster som de også blev pyntet med sammen med små lyserøde sukkerperler.


tirsdag den 28. august 2012

Cake pops


 
Endnu en gang har jeg forsøgt mig med Cake Pops og jeg synes faktisk de her blev ret yndige. Jeg må indrømme at jeg synes der er utroligt meget forarbejde for et så relativt lille resultat, men på den anden side, ja så hyggede jeg mig meget med at stå og pynte dem.
De er jo lavet ved først at bage en kage og så smuldre den, hvorefter jeg har iblandet UCF indtil en konsistens som man kan trille kugler af. Kuglerne er så kommet på køl og herefter har jeg dyppet pindene i chokolade og sat i kagerne. Så en tur på køl igen og så er de overtrukket med candymelts og pyntet med forskelligt krymmel. Man kan sagtens bruge rester fra kage, fx så fryser jeg altid rester ned, hvis jeg har lavet en 3D kage som fx en traktor, hvor der skal skæres meget fra for at få den i facon. 
 
 
 

 


 
 

 



Kørekortkage



Mit ældste bonusbarn Casper er lige blevet 18 år og han holdt fest og hvorfor ikke fejre det med en kørekortkage, når nu han er ved at tage kørekort... Han havde selv ønsket fyldet, som er jordbærmousse og daimcreme og hvide lagkagebunde. Den smagte super godt og jeg tror også den vakte begejstring hos fødselaren. Kagen var temmelig stor, faktisk til 36 pers. og kunne kun lige akkurat være i køleskabet :-)